IT i foreningen uden IT-afdeling: hvad frivillige bør outsource, hvad de bør eje, og hvilke aftaler der skal på plads

Annonce

En forening med to hundrede medlemmer har i dag en IT-portefølje, der ville have krævet en ansat for tyve år siden. Medlemssystem, hjemmeside, betalingsløsning, mailkonti, Facebook-side, nyhedsbrev, et bookingsystem, måske en skærm i hallen, og alt det, der ligger i skyen uden at nogen helt ved hvor. Det hele drives af en frivillig, der “er god til computere”, og som har et fuldtidsjob et andet sted.

Det kan ikke være anderledes, og det behøver ikke være et problem. Men det kræver, at foreningen træffer et par bevidste valg om, hvad den selv skal eje, hvad den skal købe som tjeneste, og hvilke aftaler der skal være på plads. Her er de valg, set fra en, der har ryddet op efter nogle af dem.

Ejerskab: det, foreningen aldrig må miste

Det første princip er, at foreningen skal eje sine egne adgange. Domænet, mailkontiene, Facebook-siden, medlemssystemets administratorkonto. Alt det skal være oprettet på foreningens egen mailadresse, ikke på den frivilliges private, og mindst to personer i bestyrelsen skal have adgang.

Det lyder indlysende, og det er den hyppigste fejl. Domænet, der er registreret på en tidligere formand, som nu bor i Spanien. Facebook-siden, der ejes af et medlem, der meldte sig ud i vrede. Medlemssystemet, hvor kun kassereren kan logge ind, og kassereren er på hospitalet. Hver af de situationer koster uger at rede ud, og nogle kan ikke redes ud. Så gør det nu: en liste over alle systemer, hvem der ejer kontoen, og hvor adgangskoden ligger. En adgangskodeboks, to personer med adgang, og en fast gennemgang, hver gang bestyrelsen skifter.

Outsourcing: det, frivillige ikke skal drive selv

Det andet princip er, at frivillige skal drive så lidt infrastruktur som muligt. En hjemmeside på en server, nogen selv passer, bliver hacket, når vedkommende stopper. Et medlemssystem, nogen har bygget selv i et regneark, holder op med at virke, når regnearket bliver for stort. En mailserver i klubhuset er en katastrofe, der venter.

Køb det som tjeneste. Medlemssystemet fra en leverandør, der er bygget til foreninger. Hjemmesiden hos en udbyder, der opdaterer den. Mail hos en af de store. Og skærmen i hallen som en løsning, hvor leverandøren står for det tekniske, så den frivillige ikke skal fejlsøge en afspiller en søndag aften. Prisen for tjenester er sjældent høj for en forening, og alternativet, at en frivillig er den eneste, der ved, hvordan det virker, er dyrere, selv om det ikke står på en faktura.

Aftalerne: det, der skal på papir

Og så det tredje princip, som de fleste foreninger springer over: aftalerne. Når foreningen lægger medlemsdata hos en leverandør, uanset om det er et medlemssystem, et nyhedsbrevsværktøj eller en skærm, der viser instruktørnavne, behandler leverandøren personoplysninger på foreningens vegne. Det kræver efter reglerne en databehandleraftale med leverandørenReklamelink, og den skal findes, før data flyttes, ikke efter.

De fleste seriøse leverandører har en standardaftale klar, og det tager fem minutter at få den på plads. Hvis en leverandør ikke ved, hvad en databehandleraftale er, er det i sig selv et svar på, om foreningen skal bruge den. Aftalen er ikke bureaukrati. Den er foreningens dokumentation for, at den ved, hvor medlemmernes data er, og hvem der har ansvaret.

Persondata: det, der gælder alle

Det fører til det, mange frivillige IT-ansvarlige helst vil undgå: GDPR. Reglerne gælder foreninger præcis som virksomheder, og det er ikke så slemt, som det lyder, hvis man holder sig til nogle få principper. Saml kun det, I har brug for. Fortæl medlemmerne, hvad I registrerer. Slet dem, der er meldt ud. Giv kun adgang til dem, der skal bruge den. Og hav aftaler med dem, der behandler data for jer.

Det er fem punkter, og de dækker det meste. En GDPR-tjekliste til foreningenReklamelink kan tages med til et bestyrelsesmøde og gennemgås på en halv time, og den afslører typisk to-tre ting, der skal rettes, og som ingen havde tænkt på: medlemslisten i den private Dropbox, billederne på hjemmesiden uden samtykke, den tidligere kasserer, der stadig har adgang til alt.

Overleveringen: den sidste opgave

Det sidste princip handler om den dag, den frivillige stopper. Det sker altid, og det sker oftest uden varsel. Derfor skal alt, hvad vedkommende ved, ligge et sted, en anden kan finde: listen over systemer, adgangene, aftalerne, hvem leverandørerne er, og hvad der skal gøres, hvis noget går ned.

Et dokument på to sider, opdateret én gang om året. Det er hele forskellen mellem en forening, der kører videre, og en, der starter forfra med en ny frivillig, der er god til computere, og som skal finde ud af, hvor domænet er registreret. IT uden IT-afdeling er muligt. Det kræver bare, at nogen har besluttet, hvad foreningen ejer, hvad den køber, hvad den har aftalt, og hvor det står skrevet.